Hyttetur til Avnstrup Spejder Center

”Det bedste ved hytteturen var fællesskabet,” sagde Oskar og Nanna fra 2.E i bilen på vej hjem fra årets hyttetur med klassekammeraterne og 9 forældre. Da jeg spurgte til den bedste aktivitet på turen, havde de svært ved at vælge mellem de to højdepunkter: soppeturen i Avnsø og hygge ved lejrbålet om aftenen.

Idylliske omgivelser

Lørdag den 22. juni 2019 tog 2.E på hyttetur til Avnstrup Spejder Center. Det var anden gang, klassen tog på hyttetur, og vi havde valgt samme sted som sidste år. Hytten ligger nemlig meget naturskønt på en stor grund med klatretræer, shelter, bålplads og en smuk, kuperet græseng. Det er lige op til de idylliske Bidstrup skovene og Avnsø, som er så ren, at man kan bade i den.

Den eneste ulempe ved stedet er, at det høje græs omkring hytten bogstavelig talt er en hård nyser for klassens græspollenallergikere i juni måned.

Aktiviteter på vores hyttetur

Der var tid til både fri leg og fælles aktiviteter. Alle børn og voksne havde praktiske opgaver, fx lave mad og rydde op efter måltider. Vi nød det dejlige vejr og de smukke omgivelser.

Det lavede vi lørdag:

  • Spise madpakker i det fri
  • Fri leg på grunden
  • Løb med 7 poster
  • Eftermiddagskage og boller (stor tak til forældre, der havde bagt!)
  • Tur i skoven og soppe i Avnsø
  • Aftensmad
  • Hygge ved lejrbålet

Det lavede vi søndag:

  • Morgenmad
  • Fri leg på grunden
  • Gåtur i skoven
  • Frokost

Hyttetur styrker klassen

En hyttetur med klassen er bestemt en rigtig god måde at styrke fællesskabet på, både blandt børn og forældre. Stor tak til DEFF (Damhusengens Skoles Elev og Forældreforening) for tilskud til turen.

Kontakt DEFF